Jeg troede det var noget man bare kunne løbe sig fra!

Når Thomas Thomsen på 59 år tænker tilbage, har han egentlig altid haft det skidt i de perioder hvor han røg meget. Men det har også altid været sådan, at han kunne trække i træningstøjet og løbe rundt om søerne i København, indtil kondi'en kom op igen. "Men i slutningen af firserne kunne jeg ikke løbe den der tur rundt om søerne mere. Jeg orkede det simpelthen ikke," siger Thomas.

Der er langt op på 3. sal i Stenosgade, og jeg er sent på den. Jeg skal lige have pusten, inden jeg ringer på. Men Thomas står allerede i døren, høj, mørk og tynd. "Hej", siger han. Og hoster. Jeg vænner mig hurtigt til det. For han hoster hele tiden.

Der er malerier, modeltog og samlesæt overalt i den store lejlighed. Det ligner et stort hobbyværksted. "Det er det også", siger han. Thomas har samlet på amerikanske modeltog lige siden han sejlede som skibskok "på USA", som det hedder det på sømandssprog.

Thomas viser mig sin store scrapbog: "Der er skrevet masser af ting om mig i tidens løb", siger han, "kan du ikke bare tage noget herfra? Jeg går ud og henter kaffe".

Akut indlæggelse

Da han kommer tilbage sidder jeg allerede i det brunstribede sofa-arrangement i stuen og kigger forbi arbejdsbordet med forstørrelses-glasset til når Thomas maler tinsoldater, forbi bordet med modeltogene, forbi staffeliet med et maleri i arbejde, og ud i tårnet, som er tomt. Thomas har et tårn, en lille udbygning på lejligheden, som han står og maler i, når lyset er til det.

Jeg opfatter ikke, at noget er galt, før jeg hører den rytmiske hvæsen. Thomas har sat sig ned, og hele hans krop bevæger sig i takt med den distinkte lyd, hans læber former med vilje, som en slags mantra, hver gang han ånder ud. Jeg tænker flovt på min egen småforpustethed på vej op ad trappen. Thomas kan ikke få vejret, men ser ud til at være i fuld kontrol, hvor andre ville gå i panik.

"Jeg....glemmer nogen gange.....at gå langsomt", stønner Thomas. Lidt efter er anfaldet ovre. Men Thomas fortæller, at i September sidste år holdt det ikke op:
"Jeg blev indlagt akut" siger han. "Jeg sad her og fik et anfald. Jeg forsøgte at hoste, men det kunne jeg ikke! Jeg kunne heller ikke få noget nyt ind. For der stod gammel luft i lungerne. Min hjemmehjælper var ude at handle, men da hun ringede på, kunne jeg ikke engang lukke hende ind. Så ringede de nede fra dørtelefonen, og jeg fik sagt i røret: Ring efter en ambulance, jeg kan ikke selv."

• Mindst 200.000 danskere har KOL
• Op mod 50 % af alle rygere udvikler KOL
• Omkring 100.000 er syge uden at vide det
• Halvdelen af lungefunktionen er ofte tabt når diagnosen stilles
• En tidlig diagnose giver bedre behandlingsmuligheder
• Rehabilitering er et af de mest effektive behandlingstilbud

I topform

På Hvidovre Lungeafdeling fik Thomas lagt et drop og fik binyrebarkhormon.
"Jeg skal helt tilbage til min 17-års fødselsdag, hvor jeg havde en så kraftig appetit. For nu blev der jo harmoni i min hormonbalance, og det fortalte mig noget om, hvad jeg havde gået og gjort ved mig selv. Desværre kan jeg ikke bare blive ved med at tage binyrebark. For det afkalker skelettet", fortæller Thomas.

Omvæltningen til det helbred, han har nu, har taget hårdt. For Thomas har været i topform hele sit liv. Efter han blev udlært som kok på Hotel Mercur i 1958 aftjente han sin værnepligt på Bornholm, hvor han blev hængende, fordi miljøet tiltrak ham. Først i fire år som fastansat soldat, senere i reserven. Thomas holdt af det hårde, fysiske udeliv og vandt i den periode flere orienteringsløb. Han har altid løbet meget, også i sin fritid.

Kok og kunstmaler

Når han ikke var i hæren sejlede han først som skibskok for DFDS, senere arbejdede han som freelance-kok på diverse københavnske restauranter med speciale i konditori og fisk. "Sildekokke hed vi i fagsproget", siger Thomas tørt. Det var også dengang han lærte at bokse i den lokale bokseklub.

Hele sit liv har Thomas fordelt sin tilværelse mellem sine tre, store lidenskaber: Hæren, madlavning - og at male. "Jeg har malet og tegnet siden jeg var 8 år. Jeg skulle have haft enetimer hos en billedhugger, men det sagde min mor nej til. Det ville jeg ønske jeg havde gjort, for det ville have hjulpet mig til et bedre start", siger Thomas ærgeligt. Han har kun haft to udstillinger indtil nu, for det meste af sin karriere har han solgt billeder på bestilling. "Man kan vel kalde mig surrealist" siger Thomas, "de bløde fag, kokkeriet og maleriet, og det hårde, militæret, det passer sammen, giver en form for harmoni".

"Tobakken frem!"

Thomas startede med at ryge som 21-årig, i sin soldatertid. "Alle røg jo dengang. Og hver gang vi havde pauser, så var det ned i grøftekanten og 'Tobakken frem!'. Det var nærmest en hellig pligt at man skulle ryge, hver gang man havde en pause. Efterhånden kunne jeg lide duften, og så blev jeg tilbudt en cigaret, og sådan begyndte det. Det er en del af fællesskabet, det sociale samvær".

Når Thomas havde været på sin månedlige weekend-orlov ventede den fysiske træning mandag morgen, og selvom det var hårdt, kunne Thomas altid løbe den sprut- og nikotinfyldte weekend væk. At løbe var jo en del af træningen. "Det var jo der, jeg fik den der fejlagtige opfattelse, hvor jeg troede at jeg i resten af mit liv bare kunne løbe det væk, hvis jeg fil det skidt på grund af rygning", fortæller han.

Når han arbejdede som kok blev rygningen brugt som et middel til at stresse af. Et job, hvor Thomas ydermere stod i stegeos altid. "Jeg kunne ikke forstå, jeg begyndte at tabe mig, der i firserne. Nu er kok jo et højrisikofag rent helbredsmæssigt, men jeg har aldrig drukket, så jeg mente ikke jeg havde noget problem. Men jeg blev så hurtigt træt, hurtigere end normalt. Min læge sagde, jeg skulle holde op med at ryge allerede dengang. Og det forsøgte jeg også på. Men det holdt jo bare ikke. For hvor smager sådan en kop kaffe og en smøg dog godt!"

Manglende seksualitet

Thomas har været gift tre gange. I sit sidste ægteskab havde han imidlertid store problemer med sit sexliv. Han orkede det simpelthen ikke: "Men jeg fortrængte det, for jeg var jo en fandens karl, ikke? Man siger til sig selv: Selvfølgelig kunne jeg da godt gå i seng med dig hvis det passede mig, men nu siger det mig tilfældigvis ikke noget. Men det var sgu fordi jeg ikke kunne. Og jeg fortalte jo ikke, hvordan jeg i virkeligheden havde det. For det passede ikke til billedet af mig selv, min egen selvopfattelse: Jeg var jo ikke syg, jeg var jo Tarzan. I stedet lagde jeg afstand, også følelsesmæssigt. Og på et tidspunkt så blev hun jo træt af det, og flyttede", siger Thomas åbenhjertigt.

Det var først, da Thomas kom ud på Hvidovre Lungeklinik i 1996, at han fik anskueliggjort, hvad tobakken havde gjort ved lungerne. Da han fik målt sin lungekapacitet, var den kun på 24% af hvad den skulle have været. Thomas fik samtidigt lært nogle vejrtrækningsteknikker, så han nemmere kunne fjerne den gamle luft i lungerne, og erstatte den med frisk: "Før kunne jeg ikke tale i hele sætninger. Der skulle jeg stoppe efter 3-4 ord, for at få luft til de næste 3-4 ord. Så er det jo folk begynder at fuldende ens sætninger. Og det det er ret irriterende", griner han.

Livsangsten

Da Thomas kom hjem fra hospitalet sidste efterår følte han sig så rask, at han prøvede en sidste gang, om han kunne ryge en cigaret. Men selvom han gerne ville, kunne han ikke inhalere. Så blev tobakken lagt på hylden definitivt.

"Det var ikke på grund af dødsangsten, men livsangsten. Altså hvordan du vil leve resten af dit liv, under hvilke omstændigheder. Du kommer i tanke om, hvor hjælpeløs du i virkeligheden er i situationen. Og så den der uværdige måde at dø på. Alle dine kommunikationsmidler er inde for rækkevidde, men du kan ikke bruge dem, så du er helt hjælpeløs. Sådan vil jeg ikke herfra. Det er så langt væk fra den måde, jeg har levet hele mit liv på."

Intet socialt netværk

For Thomas er et af de største problemer ved sygdommen, at han ikke længere har det samme sociale netværk, som han havde tidligere. Hans bror og nogle enkelte venner kommer ganske vist på besøg med jævne mellemrum, men ellers er det en ensom tilværelse at være KOL-patient på tredie sal midt på stenbroen. For Thomas kommer langtfra på gaden hver dag, selvom han gerne ville:
"Jeg kan godt engang imellem sidde og bande mine egne børn langt væk, fordi de ikke bare kigger ind engang imellem. Jeg har en datter, som bor ikke så langt væk herfra, og der kan gå måneder mellem, vi ses. Men jeg har måske heller ikke været et hak bedre overfor min gamle mor, det ved jeg ikke...nu kan jeg selv få lov til at smage det," siger Thomas stille.

Skammen

"Det værste er skammen. At skulle erkende at man var så dum at begynde at ryge - det er sgu da skamfuldt og pinligt ud over enhver forstand. Men før man kan komme videre må man så sige: Ja, vel har jeg været dum, men det er ingen undskyldning for også at dø dum. Det er tilladt at blive klogere, og for mig gælder det om at få det bedste ud af resten af den tid, jeg skal være her".

Journalist Claus Rønnex
December 2004