Jeg var ude på den anden side

Den 11. december forrige år fik 65-årige sygehjælper Kirsten Olga Hansen et hjertestop, da hun var på sygehuset til kontrol for KOL. Siden har hun været ude og inde af hospitalsvæsenet med kun få ugers mellemrum, og må sidde med hjemmeilt mindst 16 timer i døgnet. Men Kirsten er stærkere end nogensinde. "Jeg tager selv hånd om mit liv. For det er der ingen andre, der kan gøre."

Kirsten Olga Hansen, 65 år Kirsten begyndte som sygehjælper allerede i 1958, og arbejdede i mange år som plejehjemsleder på en række plejehjem, finansieret af den kendte skuespiller Ib Schønberg, der selv havde sukkersyge. Senere kom hun på Odense Universitetshospital, hvor hun arbejdede helt frem til hun blev syg i 2001.

"Inden da havde jeg aldrig mærket noget som helst. Det kom som et lyn fra en klar himmel", fortæller Kirsten.

Kirsten fik pludselig forfærdeligt ondt i brystet, og blev indlagt på det selvsamme sygehus, hvor hun havde sin daglige arbejdsgang. Her viste undersøgelserne, at der var noget galt med hendes lunger.

"Jeg havde jo tabt mange procent af min lungefunktion - men jeg kan ikke huske, hvor meget jeg har tilbage", siger Kirsten.

Lufthunger

Kirsten fandt også ud af, at hun ikke kunne arbejde mere. Selv om hun officielt stadig var ansat i ambulatoriet, kunne hun ikke løbe op og ned af gangene, som hun plejede. Hun blev simpelthen nødt til at stoppe.
"Jeg har altid været meget aktiv - sådan har jeg jo været indrettet. Derfor er det værste for mig også, at jeg ikke kan det, jeg tidligere har kunnet. Det er ganske forfærdeligt".

Sidste år skulle Kirsten til kontrol på sygehuset den 11. december, men et par dage forinden begyndte hun at blive rigtig dårlig.
"Jeg fik bare sådan en lufthunger, hold da op. Men jeg havde jo fået min medicin, og når man sådan set aldrig har været syg, så farer man altså ikke bare til en læge - det har jeg aldrig gjort. Så jeg opholdt mig nærmest på min sofa, indtil jeg skulle derind den dag."

Hjertestop

På dagen for kontrolbesøget ringede Kirsten til sin datter, som bor tæt ved, og spurgte om hun dog ikke ville køre Kirsten ind til hospitalet. Da de kom ind på det sygehus, som Kirsten kendte så godt, kunne hendes læge godt se på hende, at den var helt gal. Hun spurgte, om Kirsten ikke ville over på afdelingen og have ilt. "Så jeg blev kørt derover i en stol med iltflaske - men ilten hjalp slet ikke. Jeg har selv arbejdet på den afdeling, så sygeplejersken kendte jeg jo. Så sagde jeg til hende: Ulla, jeg har det hundedårligt, jeg kan mærke, der sker et eller andet med mig, men jeg kan ikke sige dig hvad det er. Og så pludselig begyndte de at hive og flå i mit tøj. Og det var ligesom jeg blev kvalt. Bing - så kan jeg ikke huske mere", fortæller Kirsten.

Kirsten vågnede op på intensiv afdeling, og var "helt rundt på gesimsen". Hun havde haft et hjertestop. "Men så havde de så fået hevet mig i land igen," siger Kirsten lakonisk.
Kirsten lå på intensiv i over et døgn, og lægerne fandt ud af, at udover dårlige lunger havde Kirsten en forsnævring i hjertet - noget forkalkning. De næste tre uger var Kirsten indlagt på sygehuset.
"Men jeg kunne ikke bare ligge i sengen. Jeg var ude på gulvet med min iltflaske, for jeg vidste, at jeg bare skulle igang igen", fortæller Kirsten.

Hjemmeilt

Da hun blev udskrevet, nåede hun kun at få syv dage hjemme, før hun blev dårlig igen. Denne gang tog hun direkte på sygehuset af frygt for, der skulle ske det samme på sidst - at hjertet holdt op med at slå.

Kirsten skal have ilt 16 timer i døgnet Oven i det dårlige hjerte og KOL begyndte Kirsten også at få infektioner, bl.a. i lungerne. Allerede fem dage efter, hun blev udskrevet, blev Kirsten indlagt igen.

"Så nu har jeg altså kun været hjemme i otte dage. Og sidst fik jeg så den her ilt med hjem. Den hjælper mig, når jeg har det dårligt. F.eks. havde jeg en rigtig dårlig dag igår, så der måtte jeg ty til den. De siger, jeg skal bruge den 16 timer i døgnet - men jeg vil ikke sidde med den hele tiden, jeg vil jo gerne ud af den igen", siger Kirsten.

Og Kirsten har svært ved at holde sig i ro. Hun har ganske vist "gå-i-byen-ilt", en lille transportabel beholder som afløser for den store, hun sidder derhjemme med. Men Kirsten foretrækker at være ilten helt foruden. I de få timer, hun er ude af maskinen, går hun ture og cykler, bl.a. på kaffebesøg hos en af sine tre døtre, der bor i den anden ende af den lille provinsby på Nordfyn. Og det sker da, at Kirsten må snappe efter vejret.

"Men der sker ikke noget ved at have lufthunger. For lungerne må gerne arbejde. Det er vigtigt at holde sig igang, at være aktiv. Jeg farer ikke lige hen i maskinen, fordi jeg har lidt svært ved at trække vejret", siger Kirsten stædigt.

Hvorfor mig?

Hun glæder sig faktisk til at slippe helt af med ilten igen, og lægerne har lovet, at det sker, så snart hun er færdig med at tage sin penicillin mod de infektioner, hun stadig slås med i lungerne.
Men det er ikke helt så nemt for Kirsten, som det lyder til. Hun har kæmpet hårdt, og køkkenrullen må i brug til det vand, der kommer op i hendes øjne, når hun tænker på de sidste måneders strabadser.

"Nogen gange, så kommer den der forbandede tanke - hvorfor skulle det også lige være mig. Men den kan jeg ikke bruge til noget. Det er da kedeligt. Men det bliver da værre, hvis du ikke er positiv. Hvis du først mister gnisten, så er der sørme ikke meget tilbage. Men selvfølgelig kan man også have sine dårlige dage, hvor man tænker: Det her, det er noget værre møg."

Den nye uniform

Men tårerne varer kun kort. Snart er Kirsten tilbage i sit gamle jeg, hun læner sig frem i den brune sofa, og ryster på hovedet:
"Jeg kan godt sige dig: Det værste er at komme ud på sygehuset - og så pludselig være i en anden uniform! For jeg har jo været der i mange år, og kender mange af de ansatte. Mange af dem er mine gamle kolleger. Og så kommer jeg selv der, rigtig syg. Så ligger jeg og tænker: Hvad tør jeg sige. For de skal ikke tro, du blander dig eller "Årh hvor er hun klog". Så jeg holder lav profil".

Kirsten er overbevist om, at hun er nødt til at holde en meget lavere profil end hun ville have gjort, hvis hun var en almindelig patient. Og så føler hun sig nogen gange lidt som en lus mellem to negle, fordi hun står sådan lidt på begge sider under den daglige stuegang på sygehuset: Nogle gange på patienternes, nogle gange på de tidligere kollegers. Men det kan hun da også more sig over.
"Der kommer jo en ny læge hver eneste dag - det er jo aldrig den samme du har. Og den ene siger det ene, og den anden siger det andet. Der er ikke to, der siger det samme. Jeg kan godt forstå de almindelige patienter bliver forvirrede", ler hun.

FAKTA OM KOL

  • Omkring 200.000 danskere har KOL
  • Op mod 50 % af alle rygere udvikler KOL
  • Omkring 100.000 er syge uden at vide det
  • Halvdelen af lungefunktionen er ofte tabt når diagnosen stilles
  • En tidlig diagnose giver bedre behandlingsmuligheder
  • Rehabilitering er et af de mest effektive behandlingstilbud

Rygning

Når det gælder rygning, har Kirsten også sine helt egne meninger om det. Hun startede selv med at ryge, da hun var nogle og tyve år, og holdt først til december, lige efter hjertestoppet. Men Kirsten mener ikke, det er fordi hun har røget, at hun har fået KOL.

"Der er mange af de patienter med lungeproblemer, jeg selv har passet på mine forskellige afdelinger, som aldrig nogensinde har haft en cigaret i munden. Jeg tror, at mange af os har fået sygdommen, på grund af arbejdet. Måske også mig selv. Jeg har da gået og indåndet alt muligt, i alle de år jeg har arbejdet på sygehuset. Og der er ingen der ved, om det kan være årsag til KOL", fastholder Kirsten.

Vingesuset

Til gengæld er hun overbevist om, at både patienterne og behandlerne er skyld i, at helingsprocessen på landets hospitaler går alt for langsomt. Hun mener, at behandlerne begår den fejl, at de ikke er mere efter patienterne, så de kommer ud af sengen og bliver aktive. For det er efter Kirstens mening den måde, man bliver hurtigere rask på. Samtidigt skal patienterne selv tage hånd om at blive raske, for det er der ingen andre end een selv, der kan gøre.

"Det er min erfaring efter så mange år i sundhedsvæsenet, at patienter, som holder sig igang og tager hånd om deres eget liv, de kommer hurtigere på benene igen. Ellers kan du lige så godt give op. Hvis jeg skulle sidde her og glo fjernsyn og ikke røre mig ud af flækken, fordi jeg synes det er så synd for mig, så er der jo ikke noget liv. Og jeg vil klare mig selv, jeg behøver ikke nogen barnepige. Jeg vil gerne have lidt vingesus endnu!"

Journalist Claus Rønnex
Februar 2005