Jeg er blevet vindueskigger

"Altså, hvis jeg går lidt for hurtigt op ad gaden, så skal jeg lige stå stille lidt. Og så kan jeg jo kigge på et eller andet vindue - ja det er faktisk lige meget, hvad det er! Men det er da lidt uheldigt, hvis det er en forretning med dameundertøj", smiler 77-årige Bent Thorup Petersen fra Odder i Jylland. "Så kan folk jo tænke, hvad står han der og glor for det gamle fjols. Men jeg skal altså lige have pusten".

Bent er en af den der type livfulde mennesker, som man bare har lyst til at lytte til. Det er svært at tro, han er 77 år, når han springer rundt med haveredskaberne, eller energisk slår ud med armene, når han fortæller om sin store lidenskab, bridge. Og selvom han har Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, KOL, skal man stå tidligt op for at følge hans tempo. Gad vide hvad der er hans hemmelighed.

"Jo, det er jo vigtigt at trække vejret helt igennem, når man har det som jeg, og det er jeg måske ikke altid dygtig nok til - og så skal man jo drikke rigeligt med vand. Men sommetider, ja så kan jeg dæleme ikke få det ned! Vil du ikke ha' en øl?"

Og det er jo der, hemmeligheden ligger begravet. Glæden over at være til. Bent er tilbage med to, grønne dåseøl i hånden, før jeg kan nå at slukke og tænde for min optager, og tre minutter efter jeg parkerede på gårdspladsen med perlemorssten foran de to store garageporte i den røde, velholdte fædrene gård omgivet af grønne ligusterhække - ja, så sidder vi og snakker som om vi har kendt hinanden i årevis. Men sådan er det tit ude på landet.

Det sorte støv

"Nu er jeg jo født optimist. Jeg har altid syntes jeg har haft et dejligt liv. Man kan jo ikke leve et liv uden sygdom - et mavesår er jeg da blevet opereret for - men generelt så er jeg tilfreds med mit liv. Jeg var meget tilfreds med mit arbejde. Landbruget er et meget frit og varieret arbejdsområde," siger Bent og skåler.

Som ung startede han med at arbejde på lageret i det, der senere kom til at hedde KFK, Korn og Foderstoffer. "Vi fik jo sådan noget Irak byg, vi fik hele Iraks ørken, kan jeg huske, og det støvede og støvede. Vi stod ved nogle åbne kasser og håndterede det - vi var jo helt sorte! Og så måtte vi ud engang imellem og harke det op. Det var også helt sort det der kom op, men ud kom det, og vi regnede det jo ikke engang!"

Bent har dårlig samvittighed over at han aldrig brugte maske, men "det var der ingen der gjorde, for det var jo ikke til at holde ud."

Flinke bønder

Efter fem år på lageret begyndte Bent at køre som uddeler af korn og foderstoffer i sin egen lille vognmandsforretning, men med kun én ansat måtte Bent stadig hjælpe til ude på lageret, hvor det støvede som før. Og så startede han i øvrigt med at ryge da han blev konfirmeret. For det gjorde man dengang.

Bønderne var også flinke mennesker, som ofte tilbød en cigaret når han kom og afleverede korn og foderstoffer. "Og ja, så kan man jo altid tage én, ikke? Men hen ad vejen så kunne bønderne jo ikke levere nok! Så købte jeg lige 20 Kings her og der, og så begyndte det jo igen, lige så stille," ryster Bent på hovedet.

Rygning er en form for sindssyge!

Bent mener, at grunden til at han blev syg var en kombination af støv og tobaksrøg. "For syv år siden kunne jeg jo godt mærke, at der var noget der ikke var så godt. Det begyndte en morgen - jeg kunne ikke få vejret. Vi troede det måske var en forkølelse", fortæller Bent. Han kørte op til den lokale læge som sagde at det skulle han nok få has på. Men Bent var nødt til at holde op med at ryge omgående.

"Rygning er jo en form for sindssyge" siger Bent i dag. Men jeg var gudskelov ikke storryger, så det var ikke så svært at holde op, og jeg savner det ikke i dag. Men smøgen om morgenen til kaffen, den var dæleme go'!"

Forsøgskanin

Bent fik noget medicin, og det hjalp da også lidt. Men han var utilfreds med, at helbredet ikke kunne blive bedre. Så da hans læge sagde, at de søgte efter nogle "forsøgskaniner" ude på lungeklinikken i Aarhus, slog Bent omgående til. Han har været med i forsøgene siden 1997. "Jeg kan godt lide at gå derude. Dels føler jeg jo, at jeg giver noget til forskningen, og dels bliver jeg tjekket, så jeg ikke behøver at være bange for, at lungerne er blevet mere syge. Det virker godt sådan rent psykisk", siger han. Og medicinen er god. "Når jeg tager derud skal jeg jo puste, og jeg skal op på 90. Og så begynder jeg jo på de der 70 og tænker, det er jo skidt det her. Så får jeg noget medicin, og så kan jeg sgu komme op på over 100! Så det må jo virke!"

Motion med havefræser

Morgenerne er de værste. Der må Bent tage den med ro. Når barometeret står på lavtryk og kulde, er det også slemt. Men Bent hører ikke til dem, der har brug for genoptræning og rehabilitering. For få år siden løftede han stadig 100 kg kornsække op på loftet i laden.

Og Bent kan mærke, at han skal sørge for at have fysikken i orden. Det får han blandt andet ved at bruge foråret og sommeren i haven, hvor fræseren og plæneklipperen bliver brugt flittigt.

"Armene kan da godt blive lidt ømme af sådan en fræser, men ellers er det nemt nok, for den løber ikke så stærkt. Motor-plæneklipperen til gengæld - den døjer jeg altså lidt med. Det går lidt for hurtigt, og pulsen hugger jo, men så må jeg bare sætte mig ind imellem og hvile - det er der jo ikke noget at gøre ved." Og det at skulle hive efter vejret, det er ikke usundt i sig selv - det er bare ubehageligt, mener Bent.

Det kræver plads at trække vejret

Men han kan ikke lide at komme ind i biografen, det går ikke. Ingen lukkede rum, og i en kirke vil han ikke ind og sidde inderst, det kan han ikke lide.
"Jeg har fået noget klaustrofobi efter den her sygdom. Det har aldrig generet mig før, men når jeg skal trække vejret - så skal jeg have plads!"

Det får Bent til gengæld når han og hans samlever spiller bridge - tre gange om ugen. De kører til turneringer over hele Danmark, og var så sent som i går til Danmarks-mesterskaberne i Køge. Ja, de vandt ikke, men de ligger ifølge Bent godt.

Og så spiller han lidt bowling en gang om ugen. "Det sociale samvær, det er virkelig vigtigt. Man får nye impulser, og det er nødvendigt" formaner Bent, som mener han ville blive tosset i hovedet af at sidde og glo fjernsyn dagen lang. "For de er jo ikke lige gode alle programmerne, det er helt sikkert".

Fitness

Bents bedste råd til andre, som lider af KOL og ikke rigtigt ved, hvordan de skal gribe livet an, er enkelt: "Hvis ikke jeg havde den her ejendom med alle mulige slags gøremål, så ville jeg gå i fitness-center. For fysikken skal være i orden, og kan jeg holde mig i form og bevare optimismen, så ved jeg, jeg kan leve længe."

Og det ser det minsandten ud til. Da den grønne ligusterhæk dirigerer mig ud fra gårdspladsen ser jeg i bakspejlet Bent på vej om bagved med fræseren. Han ligner ikke en mand på 77 år med svær KOL.

Gad vide om mit lokale fitness center tager nye medlemmer ind...

Journalist Claus Rønnex
August 2004