Jeg kommer til sommer!

Sådan lød beskeden fra Birgit Clausen til hendes ældste søn ved juletid sidste år, da han spurgte hvornår hun kom på besøg. Men da havde Birgit opgivet at gå på gaden for flere måneder siden. Familien vidste bare ikke, hvad der var galt, for det havde Birgit aldrig fortalt dem.

Birgit Clausen, 57 år. Har 19 % af normal lungefunktion "Og de bor altså lige henne om hjørnet. På mit stopur tager det seks minutter at gå derhen - i mit langsomme tempo. Det var lige inden jeg startede på rehabiliteringen på lungeklinikken på Hvidovre Hospital".

Birgit Clausen kigger ud ad vinduet på anden sal i Kastrup. Maj-solen lyser forårsgult ind på de lyse gulvtæpper i den hyggelige treværelsers på anden sal. Uden for terrassedøren er der plantet hvide, gule og blå krokusser i altankasserne. "I vinter kunne jeg slet ikke få vejret. Når luften er varmere, går det meget bedre".

Langsom cyklist

Birgit opdagede for første gang, at der var noget alvorligt galt med hendes lunger i februar 1998 efter en slem lungebetændelse, hvor en pusteprøve afslørede, at hendes lungekapacitet kun var 35 % af det normale.

"Jamen jeg havde jo slået det hen i årevis inden da - jeg havde da ingen problemer overhovedet! Jeg har altid cyklet meget, og cyklede til og fra mit arbejde hver dag. Men så fandt jeg jo ud af, at når vi kom hen i nærheden af november måned, så fik jeg svært med at holde farten."

Birgit ler og peger ud ad vinduet fra sin brune læderstol, placeret strategisk lige foran fjernsynet og til højre for det aflange sofabord.

"En kollega som bor derovre så mig jo jævnligt fra sit vindue og sagde en dag til mig: Sig mig engang hvad er det for et tempo du kører i om morgenen? Så sagde jeg til hende: Kan du ikke se skiltet derovre på benzintanken som siger: Kør langsomt, det dør man ikke af? Men jeg var jo godt klar over, at den var gal."

Skrid!

Birgit fortsatte imidlertid stædigt med at arbejde helt indtil oktober sidste år. Efter 38 år i bl.a. postvæsenet blev hendes i forvejen dårlige helbred stresset yderligere af omstruktureringer og en større kontorflytning. For Birgit skete der i hvert fald noget psykisk, da hun pludselig skulle arbejde i helt nye og uvante lokaliteter:

"Jeg havde i en periode taget S-toget ind til Glostrup Station, hvor vores nye kontorer var i samme bygning. På vej hen til trapperne traf jeg en kollega som sagde: Hej Birgit, skal vi følges? SKRID! sagde jeg. Og han var jordens dejligste menneske, ikke? Så han var jo styrtet op og sagt til de andre: Altså, Birgit står dernede, og jeg ved ikke hvad der er galt med hende - hun sagde jeg skulle skride! Men jeg ville ikke fortælle, jeg havde det dårligt, og at det altså tog et kvarter at tage de der trapper - men det havde han jo set!"

En halv liter mælk

For Birgit begyndte selv små afstande at virke som uendelige. Alt blev vurderet på forhånd. Hvor langt er der herfra og over til det stoppested? Er der skift mellem flere busser? Hvor langt er der at gå fra en bus til en anden? "Det var underligt og skræmmende. Jeg tog på indkøb i min lokale brugs og gik ned til køledisken for at hente en liter mælk, men da jeg fik fat i den, tænkte jeg: Den kan du jo ikke bære op, jeg må skifte den ud med en halv liter - og så kunne jeg ikke købe mere den dag".

Birgit begyndte at tage bussen på arbejde i stedet. Busstoppestedet ligger kun lige hen ad gaden til højre fra, hvor hun bor, via stisystemet med de omhyggeligt anlagte træer og plæner.

"Jeg var jo stædig! Men så en kold morgen på vej ned ad trapperne tænkte jeg: Hvordan kommer jeg egentlig hen til bussen? Og hvis jeg gør, så kommer jeg i hvert fald ikke op i min lejlighed igen! Og så måtte jeg ringe og melde mig syg. Jeg har ikke været der siden."

Jeg var ikke særlig ærlig

Birgit i sit køkken. Al madlavning og opvask foregår siddende

Fra da af lukkede Birgit sig inde i sin lejlighed. Ingen fik at vide, hvor sløjt hun havde det. Når familien ringede, fik de beskeden, at hun "havde det fint".

"Gudskelov havde jeg jo min mobiltelefon, for jeg havde ikke energi til at komme ud af sengen og tage telefonen. Jeg lå bare og talte ujævnheder i loftet! Men det behøvede de jo ikke at vide."

Når det ikke var så koldt i vejret sad Birgit i sin brune stol i stuen og så tv. Hun fik oven i købet familien til at sende kryds og tværser til sig. Det var det, hun kunne overkomme. Det værste var, at hun rystede så meget. Det tog al energien - også til at spise ordentligt. Birgit havde ellers fået sin svigerdatter til at købe noget suppe til sig, en stor pakke direkte i fryseren, som Birgit så kunne skære ud og tø op i mindre portioner.

"Men da jeg åbnede fryseren efter et par dage, fordi jeg simpelthen var nødt til at spise noget, og så den der klump frosne suppe ligge der, så vidste jeg, at jeg ikke havde kræfter til at tø den op og dele den. Så jeg fik ikke noget at spise den dag heller."

For Birgit var det mere reglen end undtagelsen, at hun aldrig fik noget ordentligt at spise i den slemme tid. På sit arbejde var hun god til at snige sig udenom frokosten: "Der var altid en telefon, jeg kunne lade som om jeg snakkede i, når de andre gik til frokost. Jeg kommer lidt senere, sagde jeg så. Men det gjorde jeg jo ikke, for jeg orkede ikke at gå op til kantinen." Birgit tog i stedet lidt vand og kiks, hun havde med, og tit når hun kom hjem orkede hun ikke at gå ud og handle, men måtte nøjes med pulver-suppe eller hvad hun sådan lige havde ved hånden.

"Jeg ville jo gerne bibeholde det billede af mig selv, at jeg var helt normal. Det var vigtigt. Så vigtigt at jeg snød alt og alle ved ikke at fortælle dem, hvor skidt jeg havde det. Jeg har altid sat en ære i at kunne klare mig selv. Ingen skulle vide, at det kunne jeg ikke mere. Jeg har ikke været særlig ærlig."

North State, Grøn Cecil og Preben Elkjær

Birgit var heller ikke særlig ærlig omkring rygning. Hun begyndte at ryge da hun var 14-15 år, mest den hårde slags uden filter, mindst 20 om dagen. "Nej da, jeg har aldrig villet holde op førhen - det var jo en livsstil, sagde jeg altid til folk, når de snakkede om at holde op. Og jeg spillede jo badminton uden problemer!", siger Birgit mens hun ryster på hovedet af sig selv.

Da hun fik målt sin lungefunktion for første gang i 1998 sagde lægen til Birgit, at hendes lunger var for store. Det er Preben Elkjærs også, havde Birgit sagt til ham. "Men da fik jeg svar på tiltale! Lægen sagde, der er noget du har misforstået. Det kan godt være, Preben Elkjær siger at store lunger løber han hurtigere med, men det er ikke rigtigt! Hvis du ikke holder op med at ryge, så vil du om nogle få år godt kunne komme ned ad dine trapper fra anden sal - men du kan bare ikke komme op igen! Og det fik han jo ret i", siger Birgit, mens hun ser skyldbetonet over på det tomme keramik-askebæger, som stadig står på sofabordet. For "hvis nogen vil ryge kan de godt det, bare det foregår ude på terrassen!"

Birgit holdt faktisk op med at ryge allerede året efter, i 1999, ved hjælp af motivation fra gode kolleger på jobbet, Nicorette plastik-smøger og sin jernvilje. "Jo gu' har jeg da tænkt på at ryge igen, mange gange. Men det er kun blevet ved tanken. Og i dag kunne jeg ikke drømme om det".

FAKTA OM KOL

  • Omkring 200.000 danskere har KOL
  • Op mod 50 % af alle rygere udvikler KOL
  • Omkring 100.000 er syge uden at vide det
  • Halvdelen af lungefunktionen er ofte tabt når diagnosen stilles
  • En tidlig diagnose giver bedre behandlingsmuligheder
  • Rehabilitering er et af de mest effektive behandlingstilbud

Rehabilitering

Hen under jul sidste år gik det mere og mere op for Birgit, at helbredet nu var så dårligt, og at hun skyldte både sig selv og sin familie at gå i alvorlig behandling. Her fik hun i første omgang et mindre chok:
"Min ellers udmærkede læge sagde simpelthen: Jeg tror ikke der er noget at gøre ved det. Så sagde jeg til ham: Jeg bliver ganske enkelt siddende her, indtil du finder en løsning. Jeg kan ikke være en ordentlig farmor for mine børnebørn og ryste som et gammelt espeløv!"

Birgit havde hørt om en behandling på Lungemedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital gennem en veninde, der havde set programmet fra Hvidovre i "Lægens Bord" i maj sidste år. Hun overtalte derfor sin læge til at skrive et brev til klinikken - selvom han ifølge Birgit aldrig havde hørt om den mulighed før. 14 dage efter fik Birgit plads på Rehabiliteringen på Hvidovre Hospital, med start i januar i år.

YES-oplevelser

På Hvidovre Hospital fik Birgit nogle gode værktøjer at arbejde med: "Jeg lærte jo at trække vejret ordentligt, jeg havde jo nærmest skuldrene oppe om ørerne, da jeg startede derude". Birgit lærte at trække vejret igennem, ikke kun i de der små gisp øverst i luftvejene. Det gælder jo om at få ilten ind, og kultveilten ud. Gymnastikken var Birgit imidlertid i tvivl om hun kunne klare. "Men så blev vi jo plantet på de der stole, og jeg fandt ud af, hvor meget man kan gøre ved at sidde på en stol - og så erkendelsen af, du er ikke den eneste, der fejler det her. De sidder alle sammen og hiver efter vejret, og nogen er jo meget dårligere end en selv. De der små YES-oplevelser vi fik - at vi kunne gøre fremskridt, var meget motiverende".

Birgit mener samtidigt at det er vigtigt at snakke med andre patienter og lære af deres oplevelser. Og så at finde ud af, hvor meget det betyder at spise regelmæssigt, og sundt.

Angsten

Birgit bowler med venindeklubben, dvs. hun kan ikke spille - men hun er med! Det har klubben givet hende en pokal for.

Birgit har det i dag bedre, end hun har haft det i lang tid. "Jeg går en tur hver dag, og for 14 dage siden prøvede jeg at cykle igen. Det gik faktisk fint - langsomt - men fint. Så nu cykler jeg i medvind - og går i modvind!"

Birgit er også begyndt selv at gøre rent i sin lejlighed, støvsuge, vaske op og sådan. "Jo, jeg er da bange for at få det skidt igen, selvfølgelig. Det er skræmmende at sidde her i sin stol, og vide at køleskabet er lige derude, men du ved bare ikke, hvordan du skal komme derud. Eller at sidde i flere timer ude på sit toilet og sige: Du SKAL altså i bad i dag! Men det er bare ikke blevet til noget."

Birgit mener samtidigt, at hvis hun kan have det så godt, som hun har det i dag, så kan hun sagtens leve med sin sygdom. Hun er social igen, besøger sine venner og familien, og planlægger måske at læse græsk på Københavns Universitet til efteråret. I bagklogskabens lys erkender hun, at det ville have hjulpet hende igennem den værste tid langt bedre, hvis hun havde været ærlig overfor sin omgangskreds om sin sygdom.

"Jeg ville jo have fået meget mere hjælp i det daglige. Og ikke have fået de der personlige ydmygelser ved ikke at kunne klare det, jeg sagde, jeg kunne."

I dag skal barnebarnet have besøg, sommeren er kommet, og hun har jo lovet det. Deres hus ligger kun seks minutter væk, i Birgits tempo. Men blomsterne derude i altankasserne har lagt hovederne på skrå, mens vi har snakket. Det er blæst op, en let sommerbrise for os med raske lunger, en strid blæst for Birgits.

"Det bliver svært i dag", siger hun lidt mat, "men af sted skal jeg! Og jeg skal jo osse forbi en blomsterhandler på vejen." Angsten for ikke at kunne få vejret sidder stadig dybt begravet i Birgit. Men det gør viljen til at leve et indholdsrigt liv også.

Journalist Claus Rønnex
Juli 2004